onsdag den 18. august 2010

Mandag den 16. august - fra Minneapolis til Mitchell

Vi havde en forholdsvis lang køretur foran os, og havde derfor planer om at komme tidligt afsted. Men det lykkedes ikke helt :-)

Men vi kom da afsted og fik sat kursen vestpå. I stedet for at drøne afsted på I90, tog vi i stedet Hwy 14, hvilket førte os igennem et frodigt landbrugsområde, samt mindre byer.
Undervejs fik vi købt lidt snacks i en stor Walmart - snacks er vigtigt på sådan nogle lange køreture :-) Vi snakker kiks tilsat ost fra en dåse, en stor pose M & M´s, og andre lækkerier. Og så har vi selvfølgelig også vand med.

Udover nogle små pauser undervejs, var vores første mål Pipestone. Navnet har byen fået fra den bløde sten indianerne (Native americans) igennem mange mange år har gravet frem og bl.a. brugt til deres piber. De graver stadig i området i dag.
Vi besøgte deres National Monument, hvor der udover udstilling af piber m.v., også var en "Circle trail" rundt i området. Den tur gik vi, og det bragte os bl.a. forbi Winnewassa falls (vandfald) og leaping rock (en sten hvorfra de unge fyre skulle bevise deres mandsmod). Og så var der en lille sø "Lake Hiawatha" - her synes jeg det var imponerende, at Anja kunne huske, at det også er navnet på ham den lille indianerfyr fra Anders And (og selvfølgelig også navnet på en rigtig indianer :-)).

Fra Pipestone gik turen videre mod Mitchell, men inden vi nåede så langt, gjorde vi et lille stop ved "Devil's Gulch", som ifølge legenden var et sted hvor Jesse James undslap en gruppe forfølgere. Det var heldigvis ikke nogen omvej for os, fordi stedet kommer næppe ind på top 10 over mest seværdige steder. Så vi fortsatte ret hurtigt mod dagens endestation, Mitchell. Her tog vi en tur til byens "Corn palace" (en bygning de hvert år udsmykker med kunstbilleder lavet af majskolber), inden vi spiste en lækker aftensmad (kæmpe bøffer og bagte kartofler).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar