Vi har brugt de sidste par dage på at trave og cykle rundt i Chicago (eller i hvert fald det der betegnes som centrum af byen).
Mandag den 9. august
Vi startede med en hurtig morgenmad (en bagel og en kop kaffe), hvorefter vi gik hen til Chicago Cultural Center, hvor turistinformationen også har hovedkontor. Der skulle vi mødes med vores "Chicago greeter", Wally. Han startede med at forklare lidt om byen, vise os lidt steder på et kort, samt fortæller hvad han havde planlagt vi skulle rundt og se.
Lige omkring det tidspunkt kom der en let gang regn, men det stoppede heldigvis ret hurtigt, så Wallys plan om en cykeltur var ikke noget problem. Vi fik hentet nogle cykler ved nærmeste cykeludlejning, hvilket var på byens regning som en del af det Chicago greeter program. Herefter kørte vi rundt i de store park områder der ligger ud til Lake Michigan. Wally forklarede en del undervejs, og vidste generelt en masse om byen. Fra parkerne kørte vi lidt nordpå langs vandet, og så et par af byens strande.
Alt i alt var vi rundt på med Wally i knap 3 timer, og det var en positiv oplevelse med en lokal til at vise rundt - og så var det tilmed gratis :-)
Efter den tur gik vi rundt og så nogle af de seværdigheder Wally havde hjulpet med at tegne ind på et kort, men som vi ikke nåede at se sammen med ham. Vi var blandt andet en tur oppe i "Willys Tower" (bedre kendt som Sears Tower, men det har skiftet navn for et års tid siden). Der var en flot udsigt fra 103. etage, hvor de også har lavet et "sky-deck" - en lille glas balkon, så man "svæver" over byen.
Rundt i centrum af byen er der, udover en masse fantastisk store bygninger, en del skulpturer som vi har fået set. Derudover er der en del gratis musikunderholdning - specielt omkring frokosttid, så de lokale kan gå en tur ud fra deres kontor og nyde frokostpausen med en lille picnic og livemusik - et ret smart koncept.
Senere på eftermiddagen tog vi en sejltur - en kombineret tur på Lake Michigan og Chicago river. En guide fortalte undervejs om de mange forskellige specielle bygninger byen har - hvornår de er bygget, hvem der har bygget dem, hvilken stil de er bygget i osv.
Aftensmaden blev indtaget på en Weber restaurant - i et åbent køkken var der fuld gang i en masse kæmpe store weber grills (en kraftig udsugning sørgede for at der stadig var ilt til os andre) - og bøfferne var også til den gode side i størrelse - og smagte tilmed rigtig godt!
Tirsdag den 10. august
Vi var lidt trætte efter en lang mandag, så vi kom lidt senere i gang. Efter en lidt let gang morgenmad gik vi tilbage til en del af det område vi havde været i dagen før, og så et par seværdigheder vi ikke havde nået. Frokosten nød vi på en cafe i parkområdet.
Hefter gik vi en tur ud på Navy Pier - noget der vist mest minder om en turistfælde ala "Fishermans Wharf" i San Francisco. Men vi var gået derud for at tage en tur i biografen - her så vi "Inception" i en stor IMAX biograf - en god film i kæmpe omgivelser. Vi nåede også lige en tur i pariserhjulet, hvorfra man havde en udmærket udsigt over byens skyline.
Efter filmen gik vi lidt nordpå, og var bl.a. på besøg i et par butikker, inden vi tog en tur op på 96. etage i John Hancock bygningen. På den etage er der en bar, hvor vi nød en øl med udsigt over byen "by night".
Alt i alt har det været nogle rigtig gode dage i Chicago - en spændende by der godt kan anbefales at besøge.
Geeks corner :-)
Vi har endnu ikke fået lagt nogle billeder ud - men det forventer vi at nå en af de nærmeste dage. Desværre bliver de ikke "geotagget" (så man kan se på et kort hvor de er taget). Min fine hjemmelavede GPS-logger til telefonen kører nemlig ikke helt efter hensigten - hverken på min eller Anjas telefon. Men den virkede i Danmark lige inden vi tog afsted....øv.
Min mistanke går på en eller anden ændring vedr. Tidszoner og Android 2.1 - telefonen giver i hvert fald ikke mit program besked om at koordinaterne har ændret sig, selvom den har forbindelse til GPS´en.
Skulle der være en Android nørd der læser dette, så hører jeg gerne om en mulig løsning - jeg har selvfølgelig koden med så jeg kan lave en ny version ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar