mandag den 16. august 2010

14. august - fra Madison til Minneapolis

Dagens køretur var på godt 500 km. fra Madison, Wisconsin til Minneapolis i Minnesota. Men inden vi startede på den tur, tog vi om morgenen ind til centrum af Madison igen.
Fredagens regnvejr var afløst af herlig solskin. Og lørdag er dagen for Madisons "Farmers market", hvilket var gunden til at vi tog derind. Der var stillet boder op hele vejen rundt om State Capitol, og der blev solgt alverdens friske hjemmedyrkede råvarer, samt oste, brød m.v. Der var mange mennesker, og en hyggelig stemning. Vi købte et par kager af nogle Amish folk, og gik ellers bare rundt og kiggede. Vi tog også en tur ind i State Capitol for at komme op og se udsigten fra deres "udsigtsplatform" - den var lukket dagen før pga. vejret.

Godt mættet med de sidste indtryk fra Madison satte vi kursen mod Minneapolis. De første mange kilometer holdt vi os på Interstate 90, men da vi nåede La Crosse, skiftede vi kurs, og tog Highway 61, der køber langs Mississippi floden. Det var en flot tur, hvor vi gjorde et par udkigsstop undervejs. Frokosten var i bedste amerikaner stil, da vi havde "leftovers" med fra fredagens mexikanske aftensmad, hvor vi ikke kunne spise op, og den blev nydt på en rasteplads med udsigt over floden.

Da vi nærmede os Minneapolis sidst på eftermiddagen, slog vi et smut forbi byen (forstad) Bloomington. Her har de placeret USAs største shoppingcenter - Mall of America. Og da de har åbent til 21.30 fra mandag til lørdag, kunne vi fint nå ind forbi.
Og hold da op et stort center - 520 butikker og mere end 50 spisesteder. Og i midten er der et helt tivoli med indendørs rutschebaner og anden underholdning. Et par facts fra deres egen reklame: Det vil tage 86 timer at nå igennem det, hvis man bruger 10 min. i hver butik. Der kan ligge 258 frihedsgudinder eller 32 Boeing 747 fly inden i centret.
Vi nåede lidt rundt, og var bl.a. (selvfølgelig!) også i en kæmpe skobutik :-)

Fra Mall of America kørte vi direkte til hotellet i Downtown Minneapolis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar