mandag den 9. august 2010

7. og 8. august - rejsen, lidt hotel problemer samt Museum of Science and Industry

Turen fra Billund til Chicago gik næsten som planlagt. Det var kun den sidste lille tur fra Detroit til Chicago der var lidt forsinket - men ikke ret meget - det var vist kun med 20 mins forsinkelse vi landede i Chicago.

Første lufthavn i USA var Detroit, hvilket betød, at det var der vi skulle igennem immigrationen og tolden - det gik uden problemer, selvom det tog sin tid. Godt at vi havde knap 2 timers ventetid, da det meste af den gik med ovenstående.

Fra lufthavnen tog vi toget ind til byen - vi kom dog af et par stop for tidligt, så der skulle lige en taxa til at klare de sidste par kilometer. Og så troede vi ellers vi var klar til at få et værelse og en seng, da vi var godt trætte efter turen.
Men nej.....hotellet havde ikke et værelse til os. De var fuldt booket, og havde nogle værelse der var i stykker - bl.a det vi skulle have haft. Det er ikke lige det man ønsker at høre 22 timer efter man sidst har sovet i en seng.
Men hotellet havde i stedet booket et værelse til os på det fine Westin hotel (lige ved John Hancock bygningen - en af byens højeste). Og de sørgede for penge til taxaen derhen.
Vi kunne lige holde os vågne til at komme hen til Westin hotellet, få et værelse, samt finde lidt at spise. Men så var vi også klar til at sove - og vi sov begge helt til kl. 8.30 i dag - vi håber det er et tegn på minimalt jeglag.

I dag brugte vi formiddagen på lidt brunch samt besøge et par butikker lige omkring Westin hotellet, inden vi tog en taxa til det rigtige hotel. For at kompensere for besværet med at skifte hotel for en nat har de opgraderet os til et større værelse, givet gratis internet, og refunderer den første nat helt (mens de samtidig har betalt for Westin). Så vi undlader at klage over det ;-)

Efter dagens morgenmad, som ellers blev nydt udenfor, begyndte det pludseligt at blæse op og regne. Det var ikke koldt, men for at undgå regnen besluttede vi at tage en tur ud til Museum of Science and Industry, hvor eftermiddagen blev brugt. Der var mange facts om alt muligt, maskiner man kunne prøve, knapper man kunne trykke på osv... - en del var nok mest rettet mod børn, men vi blev skam også klogere - og kunne konstatere at det er lang tid siden vi har haft fysik i skolen :-)

Da vi var færdige på museet havde det klaret op udenfor så solen varmede godt igennem. Dejligt!

Aftensmaden blev en rigtig lækker Deep pan pizza på et meget populært lokalt pizzaria - så populært at vi lige skulle vente en halv times tid på at få et bord. Vi fik et bord udenfor, hvilket var fint nok i forhold til vejret. Men efter kort tid udenfor havde jeg fået de første 9-10 myggestik, så vi fik tillusket os et bord indenfor i stedet for. Det ødelagde dog ikke glæden ved den gode pizza :-)

Nu er det blevet sengetid - i morgen skal vi mødes med vores "Chicago Greeter" - en smart ordning her i byen, hvor lokale stiller op frivilligt og tager turister med rundt nogle timer. Det glæder vi os til. Men nu kalder sengen vist.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar