mandag den 28. november 2016

Snorkling og fødselsdag

26. november

Vi havde, et par dage i forvejen, kontaktet en af de mange tur-udbydere i området, for at høre om de havde plads. Det havde de heldigvis, så denne dag blev brugt i selskab med “Edventure tours” på deres snorkel tur - inkl. en tur blandt havskildpadder.

Vi blev hentet på hotellet og fragtet til deres lille butik. Der var en god og sjov stemning allerede fra start, så det lovede godt. Vi var kun en lille gruppe på 6 mand + guide, så det tog ikke lang tid lige at gå gjort udstyret klart. Der var 2 fra Canada og 2 fra USA, og vores guide Julio snakkede fint engelsk, så vi slap også for diverse sprogproblemer. Herefter satte vi kursen mod junglen, hvor de første par steder lå.

Men før vi nåede hen til de 2 Cenotes vi skulle i, var der lige en 20 minutters tur i en 6 personers ATV. Julio kørte på en anden ATV, så en af amerikanerne og mig deltes om at være chauffør på turen.
Første lokation var en helt lukket Cenote - dvs. der er nu lavet en pæn lille trappe ned, så vi turister også kan komme ned i den - men førhen var der bare et lille hul, som de lokale vil hoppe ned igennem. De havde også lavet den så turistvenlig, at der var lidt sparsomt lys dernede, og vi fik også udleveret lommelygter.
Vandet var en behagelig temperatur, og der var vældig flotte formationer både over og under vandet. En ret speciel oplevelse at svømme rundt i helt klart vand under jorden.
Da vi havde udforsket den hule, var vi i gå afstand til den næste, som var en semi-åben Cenote (det var egentlig meningen vi skulle være startet der, men der var et andet hold i gang, da vi kom, så guiden byttede rundt på rækkefølgen). Her kunne man bl.a. hoppe i vandet fra en lille platform, samt holde øje med et par flagermus - men den var ikke så spændende som den helt lukkede.
Vi fik serveret frokost lige i området ved de 2 Cenotes - udmærkede Tacos. Som en overraskelse havde de også sørget for fødselsdagskage, og vi fik også sunget en lille sang for Anja :-)

På ATV turen retur til mini-bussen, var jeg chauffør i 6 mands ATV’en, mens Canadierne og Amerikanerne deltes om at prøve den anden ATV.

Fra junglen gik turen videre ud mod havet, hvor vi skulle se nærmere på de havskildpadder der holder til i den bugt. Julio var god til at føre an og spotte de store padder på bunden, og så kunne vi holde lidt øje med dem, og observere når de hver 10-15 minut skal en tur op til overfladen efter luft. Der var også et lille rev i bugten, hvor vi fik kigget på diverse fisk.

Sidste snorkel lokation var i en lagoon, hvor der både var salt- og ferskvand. Det nederste “lag” af vandet var salt, mens det øverste var fersk. Jeg ved ikke hvad det kaldes på dansk, men der var mange fine fisk at snorkle rundt og kigge på.

Alt i alt var det en rigtig god tur - godt selskab, en både dygtig og sjov guide, og nogle spændende ture i vandet i 3 vidt forskellige omgivelser.


Fødselsdagsmiddagen blev indtaget på en restaurant der gør sig meget i lækkert argentinsk kød - der havde vi været forbi et par dage tidligere, så vi vidste det var rigtig godt.

Final destination - Tulum

22. - 27. november

Dagens transport fra Mérida til Tulum var med bus. Heldigvis har de faktisk nogle ret lækre busser der kører mellem de større byer, så der var gode sæder og masser af benplads til den ca. 4 timer lange køretur. Eneste minus var, at de film der blev vist var med Spansk eftersynkronisering, så det fik vi ikke meget ud af :-)

I Tulum ventede en chauffør på os - “tilfældigvis” samme gut, som havde været vores guide i Chichen Itza. Han kørte os til hotellet, som var 20-25 min kørsel fra centrum. Ikke fordi det var specielt langt - omkring 7-8 km tror jeg, men den vej ned langs kysten, var en lille smal en med en del trafik og vejbump. Der er mange hoteller langs den vej, samt en række små butikker og restauranter. Hotel Rosa Del Viento, som er der vi skal bo, er det sidste hotel på vejen, inden man kommer ind i “Sian Ka’an reservatet”. 

Vi fik et udmærket værelse - dog ikke med direkte udsigt til havet, så vi må lige finde os i at skal gå nogle meget få meter før vi er på stranden.
På ankomstdagen nåede vi ikke på stranden - i hvert fald ikke i badetøj. Vi var lige rundt og kigge, og nød en velkomstdrink, inden vi lejede et par cykler, så vi kunne se lidt mere af hvad der er på den lille vej.
Allerede da vi blev kørt i bil til hotellet, havde Anja bl.a. spottet en taskeforretning hun gerne vil kigge lidt nærmere på. Og sørme om ikke de lige havde en taske der kunne bruges - så det blev en fødselsdagsgave. En helt unik taske fra “Prison Art”. Det er et projekt der lærer indsatte at lave tasker, samt de tatoveringer der pynter dem. Når en taske så bliver solgt, så får vedkommende der har lavet den, en del af overskuddet, mens en anden del går til den indsattes familie. Fedt koncept, og de laver nogle lækre kvalitetsting.

Ulempen ved den vej, der går langs alle hotellerne er, at den for det første er ret smal, og der er en god blanding af gående, folk på cykel, scooter samt bil, og så er den for det andet ikke oplyst. Så når det først bliver mørkt, så er der nogle stræk, hvor det er mere jungle end hotel, og så er der altså HELT mørkt. Så da vi cyklede tilbage, var det med lys på vha. vores telefoner - ikke helt optimalt.

De efterfølgende dage var ren afslapning, hvor vores lidt blege vinterkroppe fik en lidt mere rødlig nuance, mens vi bare lå ved stranden, og fik prøvesmagt hotellets drinks, øl m.v. 

Dag 3 - den 25. november, var der fra morgenstunden lidt overskyet, og vi trængte måske også til lidt mindre sol, på de steder (ryg og mave), der havde fået rigeligt de første par dage. Så vi gik i stedet en tur langs stranden, for at se hvordan de andre hoteller tager sig ud - det er nemlig svært at se ude fra vejen, hvor de er lukket til gemt bag enten låger eller træer.
Vi fik gået en 2-3 km væk fra vores hotel, inden vi stoppede ind og spiste frokost, for derefter at gå tilbage. Hen på eftermiddagen tog vi en taxa hen til “Tulum Ruins”, som er flere Maya ruiner - dog nogle mindre bygninger end de andre vi har set - til gengæld ligger de så flot helt ud til havet.


Aftensmaden fandt vi på en restaurant inde i byen, hvor vi også lige nåede forbi en hyggelig Mojito bar.

Merida - udflugt til Uxmal og Kabar

21. november

Vi syntes vi havde fået set “alle” de spændende steder i byens centrum, så vi havde bestilt en heldagsudflugt til at se en anden Maya ruin, nærmere bestemt Uxmal.
Vi blev hentet kl 9, som i Mexicansk tid blev til 9.20 :-) Herefter skulle vi lige rundt til nogle andre hoteller og samle flere op, inden vi satte kursen mod Uxmal. 

Vel fremme blev vi delt i 2 små grupper - hvor vi valgte den gruppe med den engelske guide :-) Han gav en gode forklaringer om det vi så - inkl. hvordan deres astronomiske kunnen var ret imponerende og afspejlede sig i deres bygninger. Vi fik også lidt tid på egen hånd - som bl.a. blev brugt til at kravle op på toppen af en af pyramiderne, hvorfra der var en flot udsigt udover hele Uxmal. Der var meget færre turister, og ingen salgsboder, sammenlignet med Chichen Itza. Men deres bygninger - eller det der er tilbage af dem - er lige så imponerende. Den viden man har nu, indikerer at Uxmal var mere fredelig end Chichen Itza, som havde flere ofringer, krigere m.v.

Fra Uxmal kørte vi lidt videre til en mindre Maya ruin by - Kabar. Her fik vi også en lille rundtur med vores guide, inden vi satte kursen mod en restaurant, hvor en lidt sen frokost blev indtaget.

Tilbage i Mérida bad vi om at blive sat af ved et af de andre hoteller, da det meget passende er placeret på byens gamle boulevard. Der var nogle flotte gamle huse indimellem - faktisk var der mange store gamle huse/bygninger - desværre er en del af dem forladte og ser forfaldne ud - det er lidt synd.


Aftensmaden blev indtaget på en lækker restaurant i en hyggelig gårdhave. Rigtig lækker mad - bl.a. deres stod de ved vores bord og blandede guarcamole, så vi selv kunne vælge om der var ting vi ikke ønskede at blande i. Vi sluttede også med en rigtig fornem kop “Maya kaffe”, hvor de to mand stod og blandede ingredienserne rundt mellem små kander, mens der var ild i det - ganske imponerende, og det smagte også godt.

Mérida

20. november

Vi nød en stille morgen, og kom relativ sent i gang - men vi havde heller ikke specifikke planer for hvad vi skulle nå - udover at udforske bymidten.
Tilfældigvis er 20. november Mexico’s “Revolution day”, så der var optog, masser af boder osv. omkring det store torv. 
Vi var en tur inde i katedralen, hvor der var en gudstjeneste i gang, en tur forbi “Guvernørens palads”, hvor der lige som i Valladolid var store flotte billeder af områdets historie, samt det gratis museum “Casa Montejo”.

Resten af dagen gik med at nyde bymidten i det gode vejr - se på boder, få lidt at spise og drikke, besøge et par butikker osv. Vi gik også en lidt længere forgæves tur, da vi lige ville forbi det kontor som gårsdagens guide tilhører. Dem havde vi nemlig ringet til for at planlægge en udflugt til om mandagen, men da telefonforbindelsen var lidt skrattende, vil vi bare lige forbi og bekræfte aftalen. Men google havde lavet en fejl med at placere adressen på kortet - så det gav da lige et par ekstra kilometers gåtur - ups :-/ 


Ovenpå nogle dage med masser af forskelligt lækkert mexicansk mad, valgte vi en italiens restaurant til aftensmaden, hvilket de også kan finde ud af at lave :-)

Chichen Itzá, Cenote og Mérida

19. november

I dag skulle vi videre fra Valladolid til Mérida, men undervejs var det tid til et af turens forventede højdepunkter - et besøg i Maya byen Chichen Itza, der er blandt verdens 7 (nye) vidundere (https://en.wikipedia.org/wiki/New7Wonders_of_the_World).

Ifølge vores papirer skulle vi hentes kl. 9 på hotellet, men da den manglende byrundtur + Cenote var blevet indlagt i dagens program, så ringede vores telefon på værelset kl. 7.45 for at høre om vi snart var klar. Det tidligere tidspunkt var ikke lige blevet formidlet til os - men vi var “næsten” klar - dog skulle vi lige spise først, så vores guide måtte lige pænt vente på vi var helt klar til afgang.

Herefter gik vi en tur rundt i centrum af byen - som var lige uden for hotellet. Det var rart at få lidt mere viden - både historisk og kulturelt - om byen, og vi var bl.a. inde og se nogle flotte malerier af Maya historien.

Efter den tidlige gåtur satte vi kursen mod Chichen Itza, som er den mest populære turist destination i området. Vi ankom dog relativ tidligt på dagen, så vi kom hurtigt ind på selve området, hvor vi fik en masse at vide om de forskellige ruiner, og hvad de var blevet anvendt til i sin tid. Det var både spændende og lærerigt. Bl.a. er den store Kukulcan pyramide bygget så præcist (og angiver i øvrigt også deres kalender system, når man tæller antal trappetrin m.v.), at der ved jævndøgn både forår og efter dannes en skygge, der danner “slangens krop”.

Efter et par timer i Chichen Itza kørte vi videre til en Cenote - Ik Kil, hvor vi udover at spise frokost også havde mulighed for at bade. Anja sprang badeturen over pga. snot/sygdom, mens jeg var en tur i det lune vand.

Herefter gik turen videre til Mérida, som er hovedbyen i Yucatan. Vores guide gav en hurtig køretur rundt i centrum, så han lige kunne udpege spændende ting at gøre inkl. gode steder at spise. 

Aftenen brugte vi på at gå lidt rundt i det historiske centrum, hvor der er en god blanding af restauranter og gadehandlere m.v.

Valladolid

18. november

Da vi stod op var der svar fra Hannibal rejser - de var i gang med at finde en løsning med det lokale selskab de samarbejder med, så vi kunne i ro og mag nyde morgenmaden.

Herefter var vi lige en tur i banken og få vekslet lidt medbragte dollars - det er altid rart at have kontanter til de lidt mindre indkøb, samt drikkepenge. Modsat Cuba kan vi her i landet faktisk godt betale med kreditkort på restauranter osv.

Vi boede meget centralt i byen, så efter en lille tur rundt på byens “torv”, gik vi den relativ korte (men pænt varmt) tur hen til “Convent de San Bernadino de Siena”, der er et gammelt tempel. 
Efter lidt mere kiggen rundt i byen - bl.a. de obligatoriske souvenir butikker, spiste vi frokost, inden vi fandt hen til “Cenote Zaci”. Vi havde dog ikke klædt om til badetøj, så vi nøjedes med at nyde det spektakulære syn og gå rundt i “grotten”.

Det var desværre lykkedes Anja at blive lidt forkølet - og hun var derfor noget mat i betrækket, så i stedet for at gå mere rundt i byen, tog vi retur til hotelværelset, så hun kunne få sig en god lur - vi tror på, at en god blanding af søvn og tequila nok skal få bugt med den forkølelse.

Vi fandt endnu en lækker restaurant til aftensmaden, samt de (næsten) obligatoriske drinks - og så satsede vi på, at Anja ville være frisk igen dagen efter.

Good bye Cuba - Hello Mexico

17. november

Vi havde formiddagen til at gå lidt mere rundt i Havana - den havde ikke ændret sig meget siden vi sidst var forbi :-)

Omkring kl. 11 blev vi hentet og fragtet til lufthavnen. Det var en langsommelig process at få tjekket ind, men vi nåede da igennem både check-in og sikkerhed, tids nok til at vi også lige kunne nå en lille sandwich snack. Ifølge flere af de guider vi har haft, så er en gennemsnitslønning på omkring 25 CUC (som er “turist-valutaen”), og da vi havde 5 CUC tilbage, tænkte vi, at de nok kunne gøre god gavn hos nogen. Så dem gav vi til toilet-damen (hende der holder det rent) - sikke et varmt oprigtigt taknemmeligt smil og tusinde tak hun sendte os.

Flyveturen gik uden problemer, men selve immigrationen til Mexico, tog omkring en time, inden vi endelig fandt frem til vores chauffør, der skulle køre os til Valladolid.
På vores rejseplan var det angivet, at vi på turen til Valladolid skulle forbi en cenote (en form for drypstenshule, med vand i), samt have en byrundtur i Valladolid, inden vi blev sat af på hotellet. Det havde ham der modtog os dog ikke viden om, og desuden vil det også være for sent at nå det, da det vil være mørkt når vi nåede frem til byen - så vi nøjedes i første omgang med transporten.

Vel fremme ved hotellet fik vi tjekket ind, og nydt en lækker gang aftensmad - det var et lækkert skifte at komme fra det lidt smagsløse mad på Cuba, og så til det her.

Vi fik, inden vi smuttede i seng, også lige skrevet en mail til rejsebureauet, så de kan finde ud af det med de manglende ture.

søndag den 20. november 2016

Trinidad, Santa Clara, Havana

16. november

Vi fik endnu et morgenmåltid hos familien (magen til dagen før), inden vi lige kunne gå ned til et nærliggende torv og bruge lidt tilbageværende wifi minutter (man køber kort med én times forbindelse). Da vi kom retur til vores lille hus, vrimlede det med franskmænd - vores vært åbner åbnerbart også døren for større turist-grupper, der gerne vil se et lokalt hus indeni. 

Vi blev hentet kl. 10 af guide + chauffør, og satte derefter kursen mod Santa Clara. Undervejs gjorde vi et lille stop for lige at se på lokale kaffebønder, og hvordan selv helt små hus-bønder selv plukker, tørrer og rister kaffebønner.

Vel fremme i Santa Clara startede vi med at besøge det lille museum der er lavet præcis der, hvor Che Guevara og hans folk afsporede regeringens tog med krigsmateriel og soldater - det var det slag, der sikrede revolutionen sejren, og også et af de slag, der har udødeliggjort “El Che” - specielt i Santa Clara, som er “hans by”.
Vi slog også lige et smut ind omkring byens centrum, inden vi spiste på en nærliggende restaurant tilhørende et større hotel - det var en udmærket buffet - bl.a. var der pasta/spaghetti med en god tomatsovs - en god afveksling til ris :-)

Efter frokost gik turen til det store Che museum/mausoleum - de fandt, langt om længe, hans knogler i Bolivia i 1997, og hans jordiske rester er nu stedt til hvile her. Sammen med det store monument af ham, er der også et museum der viser billeder og ejendele fra hans liv, samt selve “gravkammeret”. Alt i alt et godt besøg.
Vi var åbenbart blevet lidt for hurtigt færdig med dagens tur - i hvert fald blev vi sat af ved bus stationen 2 timer før afgang - det var lidt irriterende, og en ret lang ventetid i en busterminal, hvor der absolut ikke var noget at lave. Vi var dog lige en tur på den anden side af vejen, hvor der lå et “supermarked”. Det gav lidt en ide om, hvad de lokale mener, når de nogen gange siger, at de ofte løber tør for visse varer. Jeg tror næsten der var flere hyldemeter med rom og andet sprut, end der var af madvarer :-/

Nå, men bussen dukkede da op - lettere forsinket - så med en halv times forsinkelse kom vi afsted mod Havana. Det var en kold omgang - de 2 chauffører mente, at der skulle bo pingviner i bussen - hvilket vi ikke lige havde taget tøj på til. Heldigvis havde vi en enkelt lille langærmet i rygsækken, som vi kunne dække lidt med. Da vi spurgte chaufførerne, som ikke forstod mange engelske ord, om de kunne skrue op for varmen, forsøgte de vist at forklare os noget om dug på forruden…


Fast forward…efter en 3 timer lang kold bustur, nåede vi Havana, og en taxa bragte os til vores hotel. Herfra gik vi ud og fik et lækkert tapas måltid, på en hyggeligt sted, hvor de også lavede gode drinks. 

Trinidad

15. november


Vi havde dagen på egen hånd til at vandre rundt og nyde/opleve Trinidad. Efter en god solid morgenmad hos familien vi boede ved, startede vi dagen med at besøge byens historie museum. Selve udstillingen var ret hurtig klaret, da det er meget få af beskrivelserne der er oversat til engelsk, så det var lidt svært at finde ud af hvad vi så på :-) Men museet har også et lille tårn, hvor vi kravlede op og havde en god udsigt over byen.

Byen i sig selv er Unesco World Heritage, så de må ikke rigtig ændre noget - og det er nok meget godt ramt, når guidebogen skriver, at det kan virke som om byen gik i stå i 1850. Brosten, der mange steder ligger pænt skævt, hestevogne der fragter ting og sager rundt, og ellers gamle huse - mange steder dog i flotte farver på facaden. Pga. penge fra Unesco igennem relativ mange år, er bygningerne mere velholdte end f.eks. den gamle bydel i Havana.

Vi brugte dagen på at gå rundt i de små gader, kigge lidt souvenirs, sidde i centrum på en cafe og nyde Mojito’s, og så fik vi også lige tid til lidt massage.

Vi fik en sen frokost, der mere eller mindre også gjorde det ud for aftensmaden - det var et udmærket måltid, der skilte sig lidt ud fra det kylling, gris og oksekød vi ellers havde spist (med ca. samme tilbehør hver gang).


Om aftenen var vi på en lille bar, hvor et par lokale danse-gutter sørgede for at lidt stivbenede turister fik svunget hofterne. Da de begyndte at nærme sig vores bord, mht. at byde op til dans, var vores drinks tilfældigvis tomme, så vi listede ud igen :-)

Fra Vinales til Trinidad - med stop i Cienfuegos

14. november

Efter en let omgang morgenmadsbuffet på hotellet, blev vi hentet af vores chauffør i taxa - klar til en længere køretur til Cienfuegos. Den første halve times tid var på virkelig dårlige/små veje, men vi kom igennem det uden at Anja blev køresyg. Herefter gik det i jævnt tempo på motorvejen - chaufføren var god til at køre uden om hullerne i vejen, undgå at ramme hestevogne, cyklister og de mange håbefulde “hitchhikers” der stod i vejkanten og viftede med penge for at komme med. Vi fandt senere ud af, at det er fordi der er ret få busafgange, så mange benytter sig af at tomle den.

Vi havde et enkelt lille stop på en rasteplads, hvor vi lige fik tanket vand og spist en lille sandwich. Vi havde også et lille stop for at tanke bilen, men den tankstation vi kørte ind på, havde ikke mere benzin!…så vi sneg os lidt videre. Kort tid efter begyndte benzinlampen at lyse, men da vores chauffør tog det roligt, så gjorde vi også :-) Der kom heldigvis en tankstation mere kort tid after, og de havde benzin på lager.

Vel fremme i Cienfuegos kl. 13.30 som aftalt, blev vi mødt af vores guide samt en ny taxa chauffør. De tog nu over - og vi startede med at spise frokost på en lille mørk restaurant, der mere kunne minde om en dansk bodega der er bange for sollys. Herefter gik vi en tur i byen - for turister er det primært en lille gågade, samt byens torv, hvor vi bl.a. lige var inde i et gammelt teater. Fra byens centrum kørte vi lige ud langs vandet, hvor vi gjorde et kort stop på et gammelt flot casino.


Herfra gik turen mod Trinidad, hvilket også foregår af lidt mindre veje, hvor man skal huske at dele pladsen med andre - ofte langsommere- køretøjer. Men vi nåede frem til vores overnatningsted, som denne gang foregår hos en privat familie. Flot hus og udmærket værelse, og så er det i let gåafstand til byens centrum.

Vinales

12. november


Pyha…vi skulle tidligt op - nærmest som en arbejdsdag - da vi blev hentet på hotellet kl. 7.30. Første tur var en meget kort taxa tur hen til et nærliggende hotel, hvorfra vi skulle med en større bus til Vinales. Det tog lidt tid for bussen at få samlet folk op rundt på flere forskellige hoteller, men vi nåede da langt om længe ud af byen og satte kursen mod Vinales på deres “motorvej”. Undervejs gjorde vi et lille stop på en rasteplads, efterfulgt af et lidt overflødigt stop ved en lokal farmer, hvor vi så lidt om cigarfremstilling. Det er nok en af den slags aftaler, hvor buschaufføren + guide får lidt gratis cigarer, for at få en busfuld turister med hen på farmen.

Vel fremme ved vores hotel lidt uden for Vinales, var det tid til at slappe af, få afprøvet hotellets bar, og slappe lidt mere af - det hele gik fint. Bartenderne var dog lidt pressede lige omkring det tidspunkt vi kom - det  var nu ikke fordi der var overfyldt, men specielt den ene af dem arbejdede måske også en anelse langsomt…faktisk sammenligner vi ham lidt med bartenderen vi havde på Nyati lodge for et par år siden - og han var virkelig langsom :-)

I løbet af eftermiddagen var vi også lige en tur med taxa nede i Vinales by for at hæve penge, da alt jo foregår med kontanter - brug af kreditkort i butikker, restauranter, hoteller m.v. er ikke nået hertil endnu.

Vi spiste aftensmad på hotellet - det var buffet, og ikke rigtig noget at skrive hjem om.

13. november
Efter morgenmaden på hotellet, blev vi hentet af vores guide, der tog os med rundt på en halv dags tur i området. I øvrigt en rigtig hyggelig guide, der snakkede godt engelsk og også havde god humor.

Vi startede dagen med at besøge et stort maleri på en klippevæg - Mural de la Prehistoria. Det er fra 1961, og viser snegle, dinosauerer m.v. som man har fundet knogler fra.

Herefter var vi forbi en lokal farmer, der producerer tobaksplanter - det mindede meget om det vi havde set dagen før på busturen til Vinales. Eneste forskel var, at vi her lige blev budt på sort eller hvid kaffe (sidstnævnte er Rom). 90% af bondens tobaksplanter sælger han til staten, mens han selv må beholde 10%.

Fra den lokale farmer gik turen til nogle huler - Cueva del Indio - nogle fine drypstenshuler - dog så turistvenlige, at der både er lys og betongulv. Sidste del af turen inde i hulerne er en lille flod, hvor vi blev sejlet i en lille båd.
Inden den planlagte frokost, havde vi lige et lille stop mere på et sted, hvor slaverne engang gemte sig, hvis/når det lykkedes dem at stikke af. Højdepunktet der var nok den gode drink vi fik i baren, lige ved grottens åbning, samt den forskrækkelse de nyder at give turisterne, når man næsten er nået ud af hulen på den anden side. Lige der hvor den smalle gang bliver til en større hule, var der et lille hul i sidevæggen, hvor en gæv lokal gut morer sig med at hvisle som en slange, mens han stikker et langt blad ind om ens ben/fødder. På vej væk derfra, kunne vi konstatere at der var nogen der skreg væsentligt højere end vi gjorde :-) 
Derfra gik vi kort hen til en lokal tobaksfarmer, hvor vi kunne købe nogle cubanske cigarer. De beholder typiske selv de bedste blade til dem selv og de cigarer som de sælger privat. Der er ingen labels, på de cigarer man køber hos de lokale farmere - så er det nemlig en ægte cubansk cigar. 

Frokosten nød vi på en restaurant ved “Cueva del Indio”, inden vi blev kørt retur til hotellet.

Modsat dagen før, så var der i dag god plads ved pool´en. Så her nød vi eftermiddagen - lækker udsigt og mulighed for lige at køle af i pool´ens lidt kolde vand.
Aftensmaden indtog vi på en restaurant tæt på hotellet, da vi ikke havde været imponeret over hotellets mad dagen før. Ulempen ved hotellet er, at det ligger oppe på “toppen”, og der er godt 4 km ned til selve Vinales by, så udvalget af restauranter er lidt begrænset. 

Havana

10. november


Efter at have spist morgenmad på hotellet, blev vi mødt af vores guide, der først gennemgik den næste uges tid for os, for at være sikker på vi har styr på de forskellige vouchers der skal bruges, når vi skal transporteres mellem de forskellige byer.

Herefter startede vi dagen med at besøge en cigarfabrik. En blanding af dårlig akustik, samt guidens (fabrikkens egen guide) engelskudtalelser gjorde, at vi ikke fik fat i alle detaljerne - men vi fik da set hvordan de sidder på rækker og ruller cigarer, pakker dem ind osv. 

Efter fabrikken gik vi rundt med vores guide i den gamle bydel. Han viste os rundt, og forklarede lidt undervejs, samt udpegede steder vi kunne besøge efterfølgende. 
Omkring middagstid var den tur slut, og så var vi på egen hånd resten af dagen. 
Vi startede med at spise frokost på “Hemmingways gamle hotel”, hvor der var en fin tagterrasse med udsigt og billige Mojitos :-)


Resten af dagen gik vi lidt mere rundt i de små gader i den gamle bydel. Det er kun bygningerne omkring de 4 “old squares” der er i pæn stand - de fleste andre bygninger rundt i gaderne, ser ret faldefærdige ud.

11. november


I dag var endnu en dag i Havana - dog med den forskel, at vi fra start ikke havde nogen planer. Så vi startede med at sove lidt længe, og få spist lidt morgenmad på hotellet. Vi havde allerede snakket lidt om, at få en køretur i en gammel amerikaner bil, så Anja havde kigget lidt på nettet, og vi nåede frem til, at vi gerne vil kombinere det med at se endnu mere af Havana, end “Old Havana” som vi havde trådt tyndt dagen før.
Med hjælp fra receptionen fik vi booket en 3 timers tur, inkl. engelsk guide” med en gammel amerikaner bil. Så om formiddagen blev vi hentet i en flot gammel Ford Fairlane fra 1956, hvor der både fra chauffør og guide med. Og så kom vi ellers vidt omkring i byen - frihedspladsen, 5th avenue, andre nabolag, de gamle fæstninger m.v. 
Alt i alt en rigtig god tur.


Eftermiddagen brugte vi på at smage et par lokale øl, samt besøge et marked med en masse turist-boder :-) Aftensmaden var virkelig lækker - her endte vi på en privat restaurant, og godt nok var det en anelse dyrere, end de andre steder vi havde spist, men det var også noget rigtig lækkert mad.

Afrejse til Cuba

Onsdag den 9. november

Pga vejrforholdene i DK, valgte vi at snuppe en overnatning i Billund, for at være sikker på ikke at løbe ind i trafik problemer tidlig onsdag morgen.
Da vi stod op var der ingen sne, men det kom der ret hurtigt, og det endte med, at vi lige måtte af-ise flyet inden vi kom afsted.

Paris lufthavn er ikke voldsom spændende - til gengæld var der ikke nær så mange mennesker, som vi ofte oplever i f.eks. Amsterdam, så der var god plads rundt omkring.
vi fordrev tiden med at besøge Starbucks, afprøve PS4 området samt få spist lidt frokost. Afgangen mod Havana var næsten en time forsinket, og selve flyturen føltes også lidt lang, men vi nåede da frem til Havana. Lad os bare sige, at de i Havana lufthavn næppe vinder mange priser for at være hurtige til at tømme flyet for bagage, men om ikke andet var begge vores kufferter da nået frem. Vi fandt frem til vores chauffør, der kørte os frem til vores hotel.

Vel fremme, og godt trætte, snuppede vi lidt at spise i hotellets tilhørende bar/restaurant, og så var vi klar til at gå i seng.