mandag den 23. august 2010

20. august - Grand Teton

Vi tog tidligt afsted fra Cody og satte kursen mod Yellowstones øst indgang. Vi gjorde kun ganske få stop i Yellowstone - bl.a. fordi vi var tvunget til det mens et par bisons lige skulle over vejen - mens vi kørte mod sydindgangen.

Ude af parken igen kørte vi lidt længere mod syd hvor nabo nationalparken Grand Teton er. Vi gjorde en del stop ved de forskellige lookouts, og så de flotte bjerge (Grand Teton er det højeste af bjergene i parken) fra mange forskellige vinkler. Frokosten blev også nydt på en bænk ved vandet med flot udsigt. Ved Jenny Lake tog vi på en vandretur på 2,5 miles op til "Hidden Falls". På den smalle sti vi gik på, fik Anja pludselig øje på en lille slange - den var dog hurtig væk, så jeg så den ikke (men jeg hørte at hun så den ;-))
Vi tog den "dovne" tur retur fra vandfaldet, ved at tage med en lille båd retur over Jenny Lake.
Efter den varme vandretur fortsatte vi sydpå gennem parken, da vi skulle overnatte i byen Jackson syd for parken. Undervejs så vi en Coyote vandre lidt omkring, og da vi nåede til "Moose Junction" holdt der pludselig en masse biler i vejkanten, hvilket som regel betyder at der er spottet et dyr i nærheden. Og det var også tilfældet her - en "Moose" (en Elg som vi kender dem fra Sverige) stod godt gemt i buskene ved siden af floden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar