Whistler (og på tur til USA)

Tirsdag den 28. juli

I går havde vi købt billetter til at køre med lifterne på bjergene - med henblik på at tage derop fra morgenstunden og nyde den flotte udsigt.
Som sagt, så gjort - og også i Whistler gælder det vist, at turisterne kommer lidt sent i gang. Lifterne åbnede i hvert fald 9.30, og da vi stod der 10 min. senere, var der stort set ingen kø.

Vores første mål, da vi steg af første lift langt oppe på bjerget, var at prøve "Peak 2 Peak" liften - den har indtil flere verdensrekorder, bl.a. længste afstand (ca 3 km) mellem 2 tårne, og højeste punkt over jorden (434 meter), så man skal ikke lide af højdeskræk. Da der ikke var kø til den, besluttede vi os for at vente på én af de 2 gondoler der har en glasbund. Det var dog ikke noget at råbe hurra for - det var blot en glasplade i midten af gondolen, så man også kunne kigge lige ned - men udsigten var bedre ud af sideruderne.

Vi kom helskindet over de 3 km (bonusinfo - det tager 11 min), og fik nydt udsigten fra Blackcomb mountain, inden vi kørte retur med Peak 2 Peak til Whister mountain. Herfra var der en stolelift, der kørte endnu højere op - helt op på toppen, så vi kunne nyde frit udsyn 360 grader rundt - wauw, det var flot (specielt når man er lidt fascineret af bjerge :-)
Anja var ret vild med "hiking i bjergene", når det bare foregår med lifte, og kan egentlig ikke forstå hvorfor det ikke bare har været sådan alle de steder vi har været ;-)

Vel nede igen, fik vi spist frokost, inden kursen gik sydpå på "Sea to Sky" vejen, som ruten mellem Vancouver og Whistler kaldes (dvs. vi kørte den som "Sky to Sea") Vi gjorde et enkelt stop ved Shannon Falls undervejs, og så var vi så heldige at ramme Vancouver lige i "rush hour" - det var surt! Det tog i hvert fald en del tid at komme igennem - og vi var egentlig bare på gennemfart, da vi havde kursen sat mod Everett i USA.
Før vi nåede så langt skulle vi dog lige over grænsen, og det var også en tidskrævende process.
Det tog et kvarters tid at nå frem til en grænsevagt, der tjekkede vores pas, og sendte os så indenfor, da vi lige skulle betale for et 90 dages visum (det er gratis når man ankommer i lufthavnen). De grænsevagter der var på arbejde indenfor, skal ikke have skyld for at arbejde hurtigt....det tog 40 min i kø (som egentlig var ret kort), og så 3 min at få vores papirer klaret.

Men vi blev da lukket ind i landet, og nu er vi grydeklar i et værelse i et parcelhus (via AirBnB), så vi kan lade batterierne op til i morgen, hvor den står på Outlet shopping (jeg har lidt på fornemmelsen, at Anja glæder sig til den del ;-) )

Der er kommet lidt nye billeder til her