mandag den 27. juli 2015

Jasper, bjørne og en længere køretur

Søndag den 26. juli

Det var blevet tid til at forlade Jasper, så vi fik os pakket sammen og forlod "Amandas Guesthouse" omkring kl. 9. Inden vi satte kursen mod vest, tog vi dog først en tur lidt mod syd (ikke ad samme vej som dagen før) til "Maligne Lake". Det var en køretur på 45-50 min, og det var egentlig ikke så meget for selve søen (og de smukke omgivelser), men mere fordi at vejen dertil skulle være et godt sted at spotte "wildlife".
Vi så dog ingenting på vej til søen - udover en masse brændte træer grundet en stor skovbrand for små 2 uger siden. Det regnede da vi nåede søen, så vi havde ikke lyst til at gå en tur, så det blev til en kort visit i deres cafe/souvenirbutik, inden vi kørte samme vej retur. På tilbagevejen lykkedes det rent faktisk at se et rådyr (af en slags, tror vi :-) ) - men ingen bjørne.

Målet for dagens køretur var at nå frem til Kamloops - en tur på omkring 500 km. Men vi gjorde et enkelt stop undervejs - et sidste desperat forsøg på at se en bjørn.
Inden vi nåede så langt, holdt vi en lille frokostpause ved det højeste bjerg i "Canadian Rockies" - Mt. Robson. Vi var så heldige at toppen af bjerget kiggede frem fra skyerne mens vi var der :-)

Nå, tilbage til det desperate forsøg på at se en bjørn - Anja havde fundet en lille reklame for noget "River safari" halvvejs mod Kamloops, og at dømme ud fra Tripadvisor, så var de rigtig gode til at spotte bjørne på deres sejltur.
Så selvom det var en ret dyr sejltur (generalt tager de godt ved, uanset om det er leje af kano, en gondola tur, en sejltur eller lignende), så var det bestemt pengene værd.
Det lykkedes nemlig at komme ret tæt på hele 3 Black bears. Først så vi en fuldvoksen en på omkring 8,5 år - den gik langs søens bred og ledte efter mad, og vi flød med den i noget tid og så hvad den lavede.
Derefter så vi et par yngre bjørne, som højst usædvanligt (i følge guiden) følges ad, selvom de ikke er søskende, og de har nået en alder, hvor de er blevet smidt ud hjemmefra - og bjørne lever alene. Men de her to følges altså ad - det var sjovt at følge dem lidt.
Så det lykkedes at få set nogle bjørne i det fri - dog ikke en Grizzly, men man kan jo ikke få det hele :-)

Resten af turen til Kamloops var "lige ud af landevejen"....

Der er kommet lidt nye billeder til her 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar