Tirsdag den 18. november, 2014
Efter dagens morgenmad på hotellet, gik vi ned til Waterfront for at hoppe på båden ud til Robben island, hvor vi havde billetter til kl. 9. Robben island bliver ofte sammenlignet med Alcatraz, så forventningerne til dagens besøg derude var store.
Efter dagens morgenmad på hotellet, gik vi ned til Waterfront for at hoppe på båden ud til Robben island, hvor vi havde billetter til kl. 9. Robben island bliver ofte sammenlignet med Alcatraz, så forventningerne til dagens besøg derude var store.
Sejlturen derud var i roligt vand - med fantastisk flot udsigt indover byen. Efter en times tid på vandet var vi fremme, og her blev vi, sammen med de andre fra båden, sendt hen mod fængslet, hvor vi blev delt ind i to store grupper.
Herefter fulgte en guide os rundt i det fængsel Mandela sad i i 18 år. Ideen med en tidligere indsat som guide er rigtig god, men jeg ved virkelig ikke hvor de har sendt ham på præsentationstræning henne - han snakkede så langsomt og syngende (i et forsøg på at tale tydeligt tror jeg), at det blev et kæmpe irritationsmoment. Derudover var der ikke ret lang tid til f.eks. at gå rundt i de forskellige celler i “Section A”, og læse de små personlige beretninger der var hængt op på skilte.
Vi kom videre gennem gården, hvor Mandela og de andre politiske fanger kom ud, og sidst men ikke mindst forbi hans celle. Det har godt nok været nogle elendige vilkår, de har haft i en stor del af tiden, og vi savnede endnu mere historie omkring det politiske styre før og efter apartheid.
Efter fængselsrundturen kom vi i en bus rundt på lidt af øen, hvor det var relativ begrænset hvad der var at se. Så alt i alt levede besøget ikke op til vores forventninger - det må kunne gøres bedre. De har alle muligheder for at fortælle en både skræmmende og interessant historie på bedre vis.
På sejlturen tilbage til byen, holdt vi konstant øje med om liften op til Taffelbjerget kørte - vi var jo ikke kommet derop dagen før, da der var lukket pga. for meget blæst.
Efter en hurtig frokost, tog vi en taxa fra Waterfront op til startstedet for “skiliften” - og heldigt for os var der åbent, og ikke nogen kø, så vi kom hurtigt til toppen af bjerget.
Fantastisk udsigt deroppe fra. Vi gav os god tid til at komme rundt til forskellige udkigsposter, inden vi stillede os i den lange kø for at komme ned igen. Vi var ikke mere end lige påbegyndt turen ned, da der kom væltende skyer udover kanten af bjerget - og samtidig var det begyndt at blæse godt op. Da vi kom ned, havde de også valgt at lukke, så der ikke kunne komme flere op.
Anja og jeg var et kort smut i et lille indkøbscenter tæt på hotellet - men det var nogle lidt underlige butikker, så vi forlod det hurtigt igen. I stedet fandt vi et godt lille sted med et kæmpe udvalg af gourmet pizzaer. Bjørn og Jeanette kom forbi for at spise med, og vi blev hængende og fik et par gode store drinks.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar