I dag ringede vækkeuret allerede kl. 5! Årsagen var, at vi skulle hen i Van Hoa Tao Dan Park og se de lokale dyrke alle mulige former for motion - Tai Chi, meditering, nogle kampsportlignende øversler, aerobic, badminton osv.
Sådan er der rigtig mange der starter deres dag - vi synes dog det var lige tidligt nok. Men jeg fik vores guide til at spørge om jeg måtte spille lidt badminton med en af dem - de havde allerede kridtet banen op og hængt et net op (sådan laver de banerne hver morgen). Så ham spillede jeg med i lidt tid inden vi gik videre - det var ganske sjovt, selvom det hurtigt blev lidt varmt (de fede må svede ;-)).
Efter en tur rundt i parken blev vi kørt tilbage til hotellet for at spise morgenmad, inden vi tog afsted på dagens udflugt til Mekong floden for at se hvodan livet er i den del af Vietnam.
Der var et par timers kørsel til den by hvor vi skulle med en båd ud på floden, og de små tilhørende kanaler. Det første vi kom forbi var et af de flydende markeder, hvor båden fungerer både som hjem for en familie samt butik med en given råvarer som de skilter med i en lille "mast", så andre kan se hvad de sælger.
Vi lagde til land ved en lille "slikfabrikant" - dvs. de lavede mange forskellige ting og sager, men det vi husker bedst var de søde sager så som karameller fra kokosnødder, ris-popkorn og en masse andet lækkert.
Inde i de små kanaler var der en del aktivitet med folk i vandet- nogle satte net ud, andre var ud at tømme deres fiskefælder, mens andre var ved at grave ler op fra bunden. Da vi var ved at nærme os frokost blev Anja og jeg sat over i en lille robåd, hvor en kvinde sørgede for fremdriften hen til dagens frokost restaurant, hvor vi fik en udmærket menu.
Fra restauranten lånte vi også nogle cykler (som var i ret dårlig stand), og cyklede en tur rundt på små stier blandt de lokale huse på den lille ø vi var på (de små kanaler vi sejlede i var ind igennem en ø i floden). Stien var nogenlunde fremkommelig, og de mange små broer vi krydsede holdt også til belastningen. Det var en varm tur, men spændende at komme rundt og se hvordan de lokale har indrettet sig på sådan en ø i Mekong floden.
Efter cykelturen var det tilbage i båden, hvorefter vi sejlede tilbage til fastlandet (et andet sted end hvor vi var startet) og blev samlet op af vores chauffør der satte kursen mod nord tilbage til Ho Chi Minh City. Vi kom forbi et par biluheld på vej retur til Ho Chi Minh City - det er de første uheld vi har set herovre, hvilket er utroligt når man ser på hvordan de kører!
Se alle billeder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar