mandag den 31. oktober 2011

Hanoi (29. oktober 2011)


Vi startede dagen med en stor lækker buffet på hotellet, inden vores guide hentede os kl. 9. Dagens tur rundt i Hanoi startede ved Ho Chi Minhs mausoleum, som vi dog kun kunne se udefra. I store dele af oktober og november bliver det hele vedligeholdt – inkl. liget som de vist sender til Rusland til nogle eksperter. Vi fortsatte til bens hen til præsidentpaladset, som vi også kun så udefra – det er et levn fra franskmændene, og ikke noget Ho Chi Minh brugte. Han boede i stedet i et lille hus ved siden af paladset, og senere i et lidt større – men stadig meget beskedent – pælehus en spytklat derfra.

Vi kom også forbi en lille pagoden på én søjle (hvor man kan tilbede Buddha), samt så lidt af en lille koncert, inden vi tog hen til Litteraturtemplet. Det tempel var Vietnams første universitet – stedet hvor datidens embedsmænd og lærere blev uddannet. I dag er er undervisningen flyttet til et andet sted, men stedet fungerer stadig som tempel.


Frokosten var en 3 retters vietnamesisk menu på en restaurant som dronningen og prinsegemalen besøgte i 2009.
Efter frokost var vi en tur på historisk museum – der dækkede historien fra ”meget lang tid siden” og frem til i dag. Det var knap så spændende at se gamle potter, pilespidser, trommer osv, men vi blev da lidt klogere på de mange kampe Vietnam har kæmpet gennem et par tusinde år for at blive et frit selvstændigt land.
Vietnam har en over 1000 år gammel klassisk teaterform – vanddukketeater! Sådan en forestilling var vi inde at se hen på eftermiddagen. Selvom vi ikke forstod teksterne i det der blev sagt og sunget, kunne vi godt nyde musikken og handlingen der udspillede sig med vanddukkerne.
Teaterforestillingen skyllede vi ned med en kop kaffe på en lille cafe. Vi havde en fantastisk ”udsigt” (fra 1. Sal) til et spændende vejkryds, hvor man virkelig kan se hvordan trafikken kører som en sindssyg levende organisme – det ser ud til at hver bil, scooter, cykel og fodgænger har sine egne regler – nu forstår vi i hvert fald godt hvorfor man ikke selv må køre bil her som turist. Som vores guide sagde, så har man brug for tre ting når man kører rundt i Hanoi – ”A good horn, good brakes and good luck”!.
Vores guide tog os herefter på en lille tur i de nærliggende gader med mange små butikker – sikke et virvar af trafik, mennesker, små ”udekøkkener” der sælger lidt af hvert, familier der laver maden på gaden lige udenfor deres butik, så de kan spise sammen,  og generelt bare hvad vi i Danmark vil betegne som kaos, men som her virker ganske normalt og afslappende. Det er sikkert også kun os turister der beder en lille bøn hver gang man skal krydse vejen – for som vores guide sagde – medmindre der er politi lige i nærheden, så er forgængerovergange og lysreguleringer kun til pynt!
Aftensmaden fik vi på  en stor restaurant med vietnamesisk buffet – der var rigtig meget at vælge imellem, og det vi nåede at smage smagte godt!


Se alle billeder fra turen

2 kommentarer:

  1. Hvor fanden bliver billederne af ???

    SvarSlet
  2. De er der nu...det kræver jo vi er et sted med en forbindelse man kan bruge til upload :-)

    SvarSlet