mandag den 28. november 2016

Final destination - Tulum

22. - 27. november

Dagens transport fra Mérida til Tulum var med bus. Heldigvis har de faktisk nogle ret lækre busser der kører mellem de større byer, så der var gode sæder og masser af benplads til den ca. 4 timer lange køretur. Eneste minus var, at de film der blev vist var med Spansk eftersynkronisering, så det fik vi ikke meget ud af :-)

I Tulum ventede en chauffør på os - “tilfældigvis” samme gut, som havde været vores guide i Chichen Itza. Han kørte os til hotellet, som var 20-25 min kørsel fra centrum. Ikke fordi det var specielt langt - omkring 7-8 km tror jeg, men den vej ned langs kysten, var en lille smal en med en del trafik og vejbump. Der er mange hoteller langs den vej, samt en række små butikker og restauranter. Hotel Rosa Del Viento, som er der vi skal bo, er det sidste hotel på vejen, inden man kommer ind i “Sian Ka’an reservatet”. 

Vi fik et udmærket værelse - dog ikke med direkte udsigt til havet, så vi må lige finde os i at skal gå nogle meget få meter før vi er på stranden.
På ankomstdagen nåede vi ikke på stranden - i hvert fald ikke i badetøj. Vi var lige rundt og kigge, og nød en velkomstdrink, inden vi lejede et par cykler, så vi kunne se lidt mere af hvad der er på den lille vej.
Allerede da vi blev kørt i bil til hotellet, havde Anja bl.a. spottet en taskeforretning hun gerne vil kigge lidt nærmere på. Og sørme om ikke de lige havde en taske der kunne bruges - så det blev en fødselsdagsgave. En helt unik taske fra “Prison Art”. Det er et projekt der lærer indsatte at lave tasker, samt de tatoveringer der pynter dem. Når en taske så bliver solgt, så får vedkommende der har lavet den, en del af overskuddet, mens en anden del går til den indsattes familie. Fedt koncept, og de laver nogle lækre kvalitetsting.

Ulempen ved den vej, der går langs alle hotellerne er, at den for det første er ret smal, og der er en god blanding af gående, folk på cykel, scooter samt bil, og så er den for det andet ikke oplyst. Så når det først bliver mørkt, så er der nogle stræk, hvor det er mere jungle end hotel, og så er der altså HELT mørkt. Så da vi cyklede tilbage, var det med lys på vha. vores telefoner - ikke helt optimalt.

De efterfølgende dage var ren afslapning, hvor vores lidt blege vinterkroppe fik en lidt mere rødlig nuance, mens vi bare lå ved stranden, og fik prøvesmagt hotellets drinks, øl m.v. 

Dag 3 - den 25. november, var der fra morgenstunden lidt overskyet, og vi trængte måske også til lidt mindre sol, på de steder (ryg og mave), der havde fået rigeligt de første par dage. Så vi gik i stedet en tur langs stranden, for at se hvordan de andre hoteller tager sig ud - det er nemlig svært at se ude fra vejen, hvor de er lukket til gemt bag enten låger eller træer.
Vi fik gået en 2-3 km væk fra vores hotel, inden vi stoppede ind og spiste frokost, for derefter at gå tilbage. Hen på eftermiddagen tog vi en taxa hen til “Tulum Ruins”, som er flere Maya ruiner - dog nogle mindre bygninger end de andre vi har set - til gengæld ligger de så flot helt ud til havet.


Aftensmaden fandt vi på en restaurant inde i byen, hvor vi også lige nåede forbi en hyggelig Mojito bar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar